Tibet, kendt som "verdens tag", skiller sig ud ved sin imponerende gennemsnitshøjde, der overstiger 4.500 meter.
Dette bjergområde er ikke kun berømt for sin naturlige skønhed og sin rige kultur, men det præsenterer også betydelige udfordringer for den kommercielle luftfart.
Flyselskaberne har etableret praksis med systematisk at undgå at flyve over Tibet, ikke kun på grund af højden, men også på grund af de risici, der er forbundet med det, som påvirker sikkerheden for flyvninger.
Udfordringer med Tryk og Højde
Et af de største problemer, som flyselskaberne står over for, når de overvejer flyvninger over Tibet, er trykforholdene i kabinen.
Ifølge
Interesting Engineering er fly designet til at opretholde et sikkert og komfortabelt miljø, men enhver fejl i trykforholdene kan tvinge besætningen til at foretage et hurtigt dyk til en højde, hvor ilt er respirerbart.
I Tibet bliver dette en udfordring, da den gennemsnitlige højde i regionen (nær 4.900 meter) overstiger den anbefalede sikkerhedshøjde for en sikker evakuering.
Desuden gør det bjergrige terræn det vanskeligt at identificere egnede steder til nødlandinger.
Nicolás Larenas, ekspert i luftfart, påpeger, at “i størstedelen af den tibetanske region overstiger højden langt den minimale nød/sikkerhedshøjde”, hvilket yderligere komplicerer luftoperationerne.
Ydelse af Motorer i Højder
Ydelsen af jetmotorer påvirkes også af højden. Jo højere højden er, desto tyndere er luften, og iltniveauerne er lavere, hvilket påvirker motorernes effektivitet.
“Jetmotorer har brug for ilt for at brænde brændstof og generere skub,” forklarer mediet og fremhæver vanskelighederne ved at operere under forhold med tynd luft. Dette resulterer i en lavere evne for flyene til at operere effektivt og sikkert i Tibet.
Klima- og Luftfartsregler
Vejrforholdene i Tibet er bemærkelsesværdigt uforudsigelige, med pludselige storme og kraftige turbulenser, der præsenterer en yderligere risiko for flyvninger.
Piloter kan have vanskeligheder med at opretholde stabiliteten af flyet, hvilket yderligere komplicerer luftfart i denne region.
Derudover er det tibetanske luftrum underlagt strenge internationale og nationale regler.
Disse regler begrænser ikke kun de tilgængelige ruter for flyselskaberne, men kræver også specielt udstyr og træning for piloter, der opererer under disse vanskelige forhold.
Air Horizont nævner, at selvom de fleste passagerfly kan flyve i højder over 5.000 meter, er nødsituationer i Tibet problematiske, fordi enhver sikkerhedshøjde er under regionens højde.
Kort sagt indebærer det at flyve over Tibet at møde en række udfordringer, der gør det mere fordelagtigt at undgå denne region.
Fra behovet for korrekt trykregulering og mangel på nødlandingspladser, til vanskeligheder med motorernes ydeevne og ugunstige vejrforskydninger, bidrager hver faktor til beslutningen fra flyselskaber om at omgå Tibet i stedet for at krydse det direkte.