Fødselskrise: Er vi på vej mod en verden uden børn?

Hvad skete der? Er vi blevet trætte af bleer, eller er vi bare mere optaget af at se serier på streaming?

Sandheden er, at denne ændring ikke blot er en statistisk kuriositet; den tegner sig som den dybeste demografiske ændring i det 21. århundrede.

Hvad sker der?

Det Institut for Metrikker og Sundhedsvurderinger ved Washington Universitet, i sin undersøgelse offentliggjort i The Lancet, antyder, at næsten alle lande vil opleve et fald i deres befolkning mod slutningen af århundredet.

Japan kunne for eksempel se sin befolkning halveret inden 2100. Forestil dig en baseballkamp i Tokyo med flere robotter end mennesker!

Ældning: en fælde eller en fordel?

La regnskab er klart: færre fødsler og flere bedsteforældre. Ved slutningen af århundredet kan antallet af personer over 80 år være lig med antallet af fødsler. Er vi klar til en verden med færre børn? Svaret er ikke så enkelt.

Mens nogle kun ser problemer, mener andre, som Rafael Rofman fra CIPPEC, at der er muligheder: hvis vi investerer i uddannelse og færdigheder, kunne vi blive mere udviklede lande.

Men hvis vi fortsætter som vi er, kunne vi ende som Titanic, uden redningsbåde.

Hvorfor er familier mindre?

Kvinder vælger i dag at studere og arbejde før de danner en familie. Urbaniseringen spiller også sin rolle: mindre plads, færre børn. Karen Guzzo fra Universitetet i North Carolina nævner, at globaliseringen og arbejdsmarkedets ændringer har ændret vejen til voksenlivet, hvilket presser de unge til at flytte til byerne, studere mere og dermed udsætte forældreskabet.

Sarah Hayford fra Ohio State University minder os om, at de store fald i fødselsraten begyndte omkring 2008, midt under den store recession. Det ser ud til, at de individuelle prioriteter ikke ændrede sig så meget som de økonomiske forhold, der omgiver dem.

Hvem vil have børn, når man endda ikke kan finde en ordentlig café uden at stå i kø?

Og nu hvad?

Nedgangen i fødselsraterne synes at være irreversibel. Fødselsvenlige politikker har forsøgt at ændre denne tendens, men med beskedne resultater. Men ikke alt er tabt. Rofman foreslår, at vi i stedet for at forsøge at tilbageføre det uundgåelige, bør tilpasse os denne nye kontekst og fokusere på at forbedre livskvaliteten for fremtidige generationer.

Men konsekvenserne vil blive mærket: færre arbejdere, flere bedsteforældre der har brug for pleje, og en økonomi der skal genopfindes. Kunstig intelligens og automatisering kan fjerne jobs, men områder som pleje af ældre vil fortsat have brug for menneskelige hænder. Er vi klar til en verden, hvor pleje af vores ældre er vigtigere end nogensinde?

Nøglen ligger i innovation og solidaritet. Vi har brug for at genoverveje, hvordan vi finansierer pensioner og sundhedsbehov i en verden med færre børn. Det er ikke kun et spørgsmål om tal; det er et spørgsmål om fremtiden.

Er vi klar til at møde det? Eller vil vi fortsætte med at se verden ændre sig fra sofaen? Kun tiden vil vise.